2005

02. juni 2010

Startside
Om Præstemosen
Vedtægter
Jura
Generalforsamlinger
Bestyrelsen
Medlemsinformation
Kloak, vand

 

Referat fra Grundejerforeningen Præstemosens ordinære generalforsamling 2005

Onsdag den 30. marts 2005 kl. 18.30 på Risbjerggård, Hvidovrevej 241.

 

1. Valg af dirigent

2. Valg af stemmeoptællere

3. Formandens beretning

4. Regnskab og budgetforslag 2005

5. Forslag

6. Valg til bestyrelsen

7. Eventuelt

 

1. Valg af dirigent

Ole Per Knudsen, pensionistlejer blev valgt.

 

2. Valg af stemmeoptællere

Der blev valgt én person fra 6 borde. Der blev udleveret 56 stemmekort ved indgangen.

 

3. Formandens beretning

Velkomst: Velkommen til alle grundejere og pensionistlejere. Vi kan nu med kommunens hjælp, fremover indkalde alle pensionistlejere til vore generalforsamlinger. Vi håber på, at få valgt to repræsentanter for pensionisterne, da der ikke blev nogen valgt ved sidste generalforsamling. Vi har haft nogle begyndervanskeligheder, men vil fremover bestræbe os på at få et godt samarbejde med lejernes repræsentant.

 

PBS: Der har været store problemer med at få udsendt opkrævningerne på årets kontingent. Jytte Møller har ikke villet udlevere en backupdiskette og vi har derfor været nødsaget til at starte helt forfra og få et nyt medlemskab. Under denne proces gik alt det galt, der kunne gå galt. Først fik vi et forkert password, hvilket bevirkede at vores inddatering aldrig nåede frem til PBS, mens det fremgik af vores PCér at det var modtaget. Dernæst fik vi alle fremsendt giroopkrævninger, også jer der abonnerer på PBS. Det skyldes, at PBS glemte at tage oplysningerne fra det gamle medlemskab med over i det nye. Nu skulle alt imidlertid være i orden og næste år ser vi frem til at alt går glat igennem. Det er måske ikke det rigtige tidspunkt lige nu, at opfordre jer til at tilmelde jer PBS, men ikke desto mindre vil jeg gøre det alligevel. Det vil spare foreningen penge, hvis flere er tilmeldt og det vil også gøre det lidt lettere for bestyrelsen. Der er i dag kun 66 tilmeldt PBS ud af 136!

 

Underslæb: Det har været et begivenhedsrigt år. Et år som vi aldrig ønsker gentaget. Allerede ved den ordinære generalforsamling i 2004, stod det klart, at der var noget helt rivende galt med regnskabet. Kassebeholdningen var på 32.000 kr. og formanden Jytte Møller kunne ikke redegøre for forholdet. Dertil kom, at regnskabet ikke var blevet revideret af de interne revisorer, hvilket den øvrige bestyrelse var uvidende om. Regnskabet blev dog godkendt af generalforsamlingen, under forudsætning af at bestyrelsen udsendte en redegørelse til medlemmerne. Efter gennemgang af regnskabet, stod det bestyrelsen klart at den tidligere formand havde begået underslæb.

Vi gav derfor Jytte Møller et ultimatum: Forlad bestyrelsen straks, aflever alt tilhørende foreningen og betal det manglende beløb inden 8 dage. Så hurtigt gik det dog ikke, men efter ca. en måned lykkedes det dog, at få tilbagebetalt 41.000 kr. Det var det beløb som vi, efter en gennemgang af 2003 regnskabet, konstaterede manglede. Bestyrelsens hovedformål var at genskabe formuen og vi troede at sagen hermed kunne lukkes. Den redegørelse vi herefter udsendte, fortalte den sandhed som bestyrelsen kendte på daværende tidspunkt. Af humane grunde fortalte vi ikke om underslæbet, kun at problemet nu var løst.

Desværre viste det sig, at nogle inkassosager fra Ret & Råd ikke fremgik af vore bilag og at Jytte Møller havde tilegnet sig beløbene. Konfronteret med dette, nægtede hun alt og bestyrelsen var derfor nødsaget til at indgive en politianmeldelse og indkalde til en ekstraordinær generalforsamling den 25. november 2004. På den ekstraordinære generalforsamling blev der gjort rede for Jytte Møllers udtræden af bestyrelsen, den nuværende bestyrelse blev genvalgt og der blev tillige besluttet at hensætte kr. 50.000 til advokatbistand med henblik på kommunens planer om at nedlægge øst-siden. Da kommunens planer er langsigtede (over10 år), har vi valgt at se tiden an og se hvordan det næste kommunalbestyrelsesvalg til september falder ud. Her kan tillige tilføjes, at vi i bestyrelsen har haft en meget travl tid og derfor har haft brug for at få redet trådene ud, før vi går i gang med noget nyt.

 

Politianmeldelsen: Sagen er stadig ikke afsluttet.

 

Regnskabsrevision: Foreningen var så heldig, at vi i 2004 fik en ny suppleant i bestyrelsen. Det er Jens Vingaard Larsen, som fik en hård start på sit bestyrelsesarbejde. Jens er uddannet revisor og hans ekspertise er kommet foreningen til stor gavn. Jens har foretaget en regnskabsrevision helt tilbage fra 1999. Det har ikke været nemt, da mange bilag manglede. Denne revision har vist, som det fremgår af det sidste bilag af det udsendte materiale, at Jytte Møller helt tilbage fra 1999 har tilegnet sig beløb fra foreningens formue.

 

Den tidligere revisor/regnskabsfører:  Bestyrelsen har indklaget den tidligere revisor til Responsumudvalget for dårlig revisorskik. Responsumudvalget har endnu ikke haft mulighed for at besvare sagen.

 

Regnskabsføring: Bestyrelsen foreslår at den fremover selv udfærdiger regnskabet og får det revideret af en registreret revisor. Men det kommer vi tilbage til under punktet forslag til vedtægtsændringer. De to interne revisorer har revideret regnskabet for 2004 og bestyrelsen har valgt også at lade regnskabet revidere af en registreret revisor, selv om dette ikke er påkrævet i vore nuværende vedtægter.

 

Vedtægtsændringer: Bestyrelsen ønsker vore vedtægter revideret. Der er en del punkter der trænger til at blive ajourført og nye punkter foreslås tilføjet.

 

Vejene: Vi har igen i år fået renoveret vore veje. Igen er resultatet utilfredsstillende og det til trods for, at vi ikke valgte den billigste løsning. Der er indkommet et forslag om, at der udlægges stabilgrus i bunker på de veje der trænger til renovation og at medlemmerne herefter selv lægger gruset ud i hullerne. Bestyrelsen mener, at det kan være en mulig løsning og foreslår tillige, at der nedsættes et vejlaug der kan tilse denne renovering.

 

Vejsyn: Der er desværre stadig for mange der overhører henstillinger fra bestyrelsen om udbedring af mislighold af vej og grund. Bestyrelsen vil under forslag til vedtægtsændringer derfor foreslå en skærpelse af sanktionsmulighederne.

 

Køretøjer uden nummerplader: Ifølge en ny aftale med Hvidovre Kommune, sørger de for at fjerne køretøjer uden nummerplader, straks det bliver meldt. Kontakt derfor bestyrelsen, hvis der er problemer på jeres vej.

 

Helårsvand: Bestyrelsen har tidligere modtaget et høringsbrev fra Hvidovre Kommune om vores indstilling til helårsvand i Præstemosen i forbindelse med, at tre  medlemmer har ansøgt om helårsvand. Bestyrelsen svarede, at vi ikke går ind for helårsvand i en kolonihave, hvor man kun må bo fra den 1.maj til den 1. oktober. Vi er bange for at helårsvand kan medføre flere helårsbeboere og det ønsker vi ikke. Ved den ekstraordinære generalforsamling blev der nedsat et lille udvalg bestående af Winnie Lyhne Andersen og Claus Olsen. Deres opgave var, at undersøge de juridiske og økonomiske konsekvenser for helårsvand i Præstemosen. Jeg har skrevet til dem, men da jeg endnu ikke har modtaget nogen tilbagemelding ved jeg ikke om de er kommet frem til noget. Hvis de er, så vil vi nok blive orienteret, når vi når til forslagene om helårsvand. Der er imidlertid senest sket det nye i sagen, at Teknik- og Miljøudvalget den 2. marts 2005 besluttede at bevilge helårsvand til varige grunde, placeret på vest-siden i Præstemosen. Bestyrelsen har efterfølgende kontaktet Teknik- og Miljøudvalget for at få opklaret nogle spørgsmål. Vi har været til et orienterende møde, hvor vi erfarede følgende:

- Kun varige grunde på vest-siden kan få tilladelse. Øst-sidens grunde antages som ikke-varig ifølge kommuneplanen, selv om de er varige ifølge kolonihaveloven.

- Der skal anskaffes en samletank. Den koster ca. 20.000 kr. Tømningsordning via kommunen er påkrævet. Pris pr. tømning ca. 2.000 kr. Der kan lovligt hægtes toilet på en samletank.

- Prisniveauet for den totale installation af forsyningsledningen til helårsvand er ca. 25.000 kr. Der skal indbetales et a kontobeløb på 10.000 kr. til kommunen for forsyningsledningen til stikledningen i skel. (de faktiske omkostninger skal betales). Herefter skal en autoriseret blikkenslager installere en jordledning fra skel til målerbrønd og herefter til hus. Blikkenslagere skal anmelde installationen og alt skal godkendes af kommunen.

- Kloakering: De medlemmer der ligger lige ud for en kloaktilkobling kan undlade at anskaffe samletank. Pris for tilslutning er en fast pris på 44.606,- kr. Der er endnu ikke krav om kloakering.

- Passagebidrag opkræves ikke. Dvs. at det ikke kommer til at koste noget for andre end dem som ansøger om helårsvand.

 

Blikkenslageren: Bestyrelsen er tilfreds med samarbejdet med vores blikkenslager. Vi har de sidste 5 år fået udskiftet de strenge der har været utætte i stedet for at få dem repareret. Regningen har i år været moderat og vi håber på, at det skyldes de mange udskiftede strenge.

 

Vandmålere: Bestyrelsen har fået et overslag over udgiften til installation af individuelle vandmålere.  Installation af vandmålere på strenge, som dem vi har nu, der ikke er frostfri koster max 1.000 kr. inkl. opsætning. Dertil kommer udgiften til opsætning og nedtagning samt aflæsning hvert år.

 

Klubhus: Bestyrelsen har ryddet op og gjort lidt i stand i klubhuset. Vi har to gange ordnet grunden, men er af den mening, at det ikke er en bestyrelsesopgave fremover.

Det har det i øvrigt aldrig været. Vi søger derfor en person, der vil forestå vedligehold af grunden for et rimeligt beløb. Hvis der er nogle her i Præstemosen, der vil påtage sig denne opgave, så kontakt bestyrelsen! Hvis ikke vi finder én blandt vore egne, så vil vi avertere efter én.

 

Hvidovre Avis: Debatten mellem medlemmer, Hvidovre Kommune og andre interesserede har været stor i 2004.

 

Ejerskifter: Vi har registreret 11 ejerskifter i 2004. Priserne er meget forskellige – lige fra 100.000 kr. og opefter. Vi må appellere til medlemmerne om at give bestyrelsen besked om ejerskifter, således som man har pligt til ifølge vore vedtægter § 10, stk. 4. Vi kan kun få oplyst navn, ikke adresse på Tinglysningskontoret, med mindre vi selv møder op. Da vi har nok at se til i bestyrelsen, vi vil fremover benytte os af vedtægternes mulighed for at opkræve gebyr, hvis medlemmer undlader at oplyse bestyrelsen om ejerskifte.

 

Restancer: Ved udgangen af 2004 var 2 medlemmer i restance med tre indskud. (én  dobbeltgrund og en enkelt grund). Kontingentet for 2005 kan i skrivende stund ikke opgøres, grundet problemerne med PBS. Fremover vil bestyrelsen være mere kontant mht. gebyrer ved for sen indbetaling.

 

Pensionistlejerne: Lejerne har af kommunen fået en uopsigelig kontrakt til år 2009, hvilket er glædeligt. Hvad der er mindre glædeligt er, at der ikke blev bevilget de foreslåede 150.000 kr. om året til at vedligeholde husene og grundene. Randi Andersen har igen været i blækhuset med et indigneret indlæg i Hvidovre Avis. Det fremgår i øvrigt af kommunalbestyrelsesreferatet fra den 22.02.05, at der har været 13 lejerskifter i 2004.

 

Ny kommuneplan 2005: Bestyrelsen og Randi Andersen har fået et konstruktivt samarbejde med kommunen med hensyn til Præstemosens fremtid. Men vi er naturligvis uenige med kommunen i deres planer om nedlæggelse af øst-området og vil fortsat kæmpe imod dette. Vi har dog besluttet at afvente næste kommunalvalg til efteråret, for at se om socialdemokraterne bevarer deres flertal i kommunalbestyrelsen. Først herefter vil vi tage beslutning om, hvornår vi vil tage en advokat med på råd.

Kommunens planer for øst-området er ret langsigtede. Ifølge borgmesteren vil der gå mere end 10 år før man ønsker at mageskifte grundene. Indtil da vil man afsætte kr. 2 ½ mil. årligt fra år 2007, til frivilligt opkøb af grunde i øst-området. Naturklagenævnet har tidligere svaret bestyrelsen, at de ikke vil gå ind i vores sag før der forekommer en konkret handling der går imod Kolonihaveloven. Det vil formodentligt først ske når/hvis kommunen går i gang med at søge om mageskifte. Da kommunen først vil mageskifte, når de ejer flere grunde, så vil det nok vare en del år endnu før de vil prøve at få tilladelse til mageskifter. I Hvidovre Avis den 15.03.05, skriver borgmesteren i et svar til Randi Andersen, om en tidshorisont helt til år 2020, før østområdet tænkes afviklet. Det er første gang vi har hørt om så langt et forløb.

En værdiforringelse af grundene i øst kan meget vel forekomme med årene. Vi synes allerede at have hørt rygter om de første negative påvirkninger af priserne på parcellerne i øst-området.

 

Tak for opbakning og informationer fra medlemmerne: Bestyrelsen har flere gange fået hjælp fra medlemmer vedrørende bla. informationer om kolonihaveloven, ejerskifter og vandforsyningsloven. Det er vi meget glade for og vi vil gerne opfordre jer alle til også fremover at dele jeres viden med bestyrelsen. Vi skal nok benytte og videregive aktuel viden til medlemmerne. Vi fik således tilsendt en rapport om hvad kolonihavelovens varighedsstatus har betydet for kolonihaverne. Rapporten er ikke så dækkende for lige netop os, men der er dog et par emner der er af interesse. Bla. at loven har medført, at varighedsbegrebet har betydet store prisstigninger, at kommunerne er tilbageholdende med at oprette nye kolonihaver og at loven har betydet flere ulovlige helårsbeboere. Miljøministeriet har efterfølgende bedt Skov- og Naturstyrelsen om en nærmere redegørelse for tingenes tilstand i landets kolonihaver.

 

Og så en stor tak til Betina Nielsen for hendes indsats i bestyrelsen. Betina trækker sig af tidsmæssige årsager. Til slut vil jeg ønske alle en god sommer.

 

Der var følgende kommentarer til beretningen:

 

- Henning Godtfredsen, Jytte Møllers samlever udtalte, at formanden ”var fuld af løgn” med hensyn til, at politianmeldelsen mod Jytte Møller stadig ikke var afsluttet. Det viste sig efterfølgende, at politiet den 23.03.05, altså en lille uge før generalforsamlingen, har skrevet til både Jytte Møller og til bestyrelsen (Jens Vingaard), at sagen frafaldes. Bestyrelsen var helt uvidende om dette brev, som vi desværre ikke har modtaget. Brevet blev læst op i sin fulde ordlyd af Jens Vingaard, der efter oplæsningen bemærkede, at Jytte Møller opfordres til at anmelde bestyrelsen for injurier, da bestyrelsen fortsat fastholder, at hun har bedraget foreningen.  Medlemmerne har alle modtaget et bilag over Jytte Møllers totale bedrageri fra 1999, hvilket kun indeholder tørre fakta, som vi kan bevise, så vi afventer en evt. injurieanmeldelse med sindsro. Bestyrelsen har efterfølgende kontaktet politiet for at få brevet tilsendt og vi vil efterfølgende undersøge, hvordan vi bedst følger sagen op.

 

- Randi Andersen oplyste, vedrørende den kommende kommuneplan, at hun har skrevet til samtlige politikere og fået kommentarer fra en del. Også miljøministeren Connie Hedegård, er kontaktet og svar afventes. Randi kunne endvidere oplyse, at Miljøministeriet og Hvidovre Kommune afholder møde om Præstemosen fredag den 1.04.05. Miljøministeriet har over for Randi udtrykt stor overraskelse over, at kommunen agerer, som om den allerede har fået en tilladelse til at mageskifte grunde fra øst-siden med grunde fra vest-siden.

 

Beretningen blev herefter vedtaget med 49 stemmer.

 

4. Regnskab og budgetforslag 2005

Regnskab og budget blev gennemgået. Endvidere blev en oversigt over vores vandforbrug de sidste

par år gennemgået.

Der var ingen yderligere spørgsmål til det meget detaljerede regnskab og budgetforslag, som blev vedtaget med akklamation.

 

5. Forslag

Her skal bemærkes, at ifølge vore vedtægter kan der ikke stemmes ved fuldmagt. Desværre skete der en fejl, idet der var blevet udleveret tre stemmekort til et medlem med tre fuldmagter.  Denne fejl blev konstateret senere på aftenen. Nye stemmekort i en anden farve blev udleveret og da bestyrelsen kunne konstatere af de tre stemmer ikke ville have påvirket resultatet af de allerede trufne afstemningsresultater, fortsatte generalforsamlingen med de nye stemmekort. Bestyrelsen beklagede fejlen, men påpegede at vi, når en sådan fejl opdages, ikke vil handle i strid med foreningens vedtægter. Det gør bestyrelsen i øvrigt aldrig!

 

Der var indkommet to forslag, begge med mange underpunkter. Det ene fra bestyrelsen det andet fra Carsten Aggerholm. I enighed, blev punkt 2 og 4 frafaldet i Carstens forslag, da de kunne indarbejdes i bestyrelsens forslag. Punkt 5-10 og punkt 12 – 13 blev efterfølgende trukket tilbage af Carsten.

 

Der var følgende kommentarer til Carsten Aggerholms forslag til vedtægtsændringer:

Punkt 1: Ønske om tilbud på etablering af helårsvand på samtlige grunde samt forslag om ekstraordinær generalforsamling inden 6 måneder:

- Vandforbruget er højt = 82.000 kr. og blikkenslageren tjener mange penge på os. Ca. 30 % af vores udgifter går til blikkenslagerarbejdet.

- Husk, at det kun er vest-området der får tilladelse til at få helårsvand fra kommunen. 2 medlemmer fra vest-området får tilladelsen, men et medlem fra øst-området får afslag!

- Kommunen har allerede ført en del stikledninger ind og bør derfor tillade helårsvand til alle.

- OK at indhente nogle tilbud på de faktiske omkostninger for helårsvand til alle. Det vil forandre vores status meget hvis vi fik helårsvand. Prisen på grundene vil stige. Undersøg prisen for at få tømt de tomme rør med trykluft og overløbsventiler.

- Man kan kun låne op til 60 % af vurderingssummen. Kloakering er dyrt.  Mange har i forvejen tanke nedgravet i haven. 75.000 kr. er mange penge. Miljøministeriet påtænker at lave en lov om at det er forbudt at bo hele året i kolonihaver. Blikkenslagerregninger kan ikke undgås, heller ikke hvis vi får installeret frostfri helårsrør

- Vil gerne have undersøgt hvad prisen bliver på installation af helårsrør til alle. Ledninger der ligger oven på jorden er for dyre.

- Det ville være rart at have vand i påsken og til jul.

- Vandledninger der ligger oven på jorden må være sundhedsfarlige, da vandet om sommeren bliver meget varmt.

- Hvis medlemmer med tilladelse til helårsvand ikke vil bidrage med vedligehold af vort nuværende ledningsnet, så kan det blive endog meget dyrt for de resterende brugere. Kommunen, som ejer ca. halvdelen af grundene, er ikke forpligtede til at følge trop.

- Amtet kan pålægge kommunen at kloakere området. Kommunen bestemmer ikke alt.

- Evt. tilbud fra firmaer kræver at en generalforsamling vedtager dette, - ellers vil de ikke bruge tid på at give tilbud.

- Forlag om at nedsætte et vandudvalg endte med, at følgende udvalg blev nedsat:

- Laila Aurbakken, Bliskær 25

- Jens Moser, Græsholmen 22

- Carsten Aggerholm, Præstemosen 239 + 241

Forslaget blev vedtaget med 39 stemmer for, at vandudvalget indhenter tilbud på etablering af  helårsvand på samtlige grunde og 33 stemmer for, at bestyrelsen indkalder til en ekstraordinær generalforsamling inden 6 måneder.

 

Punkt 3: Vedligeholdelsesplan for vejene:

- Småsten på samtlige huller udlægges af en vejmand og medlemmerne sørger selv for, at udjævne dette. Vedtaget med stort flertal.

 

Punkt 5: Om at bestyrelsens afgørelser igennem året, skal fremsendes skriftligt og evalueres ved den ordinære generalforsamling:

- Bestyrelsen tog afstand fra forslaget, med følgende begrundelse: Hvis medlemmerne ikke har tillid til deres bestyrelse må de vælge en anden bestyrelse.

- Et medlem påpegede, at formandens beretning bør indeholde alle de afgørelser der er foretaget i årets løb. Her kan fra bestyrelsen tilføjes, at det er lige netop hvad den gør, idet alle bestyrelsesmødereferater gennemgås som kilde til beretningen.

Forslaget blev trukket tilbage af Carsten Aggerholm.

 

Punkt 11: VVS udgiften ønsket fulgt op med 2 tilbud årligt:

- Blikkenslageren skal der holdes øje med. Rimeligt at sammenligne tilbud fra andre blikkenslagere

- Regningen var trods alt næsten 30.000 kr. billigere i år

- Bestyrelsen har taget en lang snak med blikkenslageren og forlangt mere udspecificerede regninger samt udskiftning af strenge i stedet for reparationer. Dette har formentligt været medvirkende til, at regningen i år var så meget mindre.

- Forslag om at to tilbud er rimeligt. Bestyrelsen opfordres til at indhente tilbuddene inden næste generalforsamling.

Forslaget blev vedtaget med stort flertal.

 

Der var følgende kommentarer til bestyrelsens vedtægtsændringsforslag:

Det bemærkes, at alle vedtagne ændringer til vedtægterne blev vedtaget med mindst 2/3 af de fremmødte stemmer.

 

§ 1: Ændrings af foreningens navn til Haveforeningen Præstemosen:

- Vi er og bliver en grundejerforening: Forslaget blev forkastet.

 

§ 2, 1 a: Ordet midlertidige fjernes: Vedtaget.

 

§ 4, stk. 1: Tilføjes indskud, kapital og hæftelse: Vedtaget.

 

§ 4, stk. 2: Om at medlemmer med egen vandforsyning ikke har pligt til at betale vandafgift, men pligt til at betale driftsomkostninger: Forslagets afstemningsresultat blev 25 for og 22 imod. Forslaget blev derfor forkastet, idet en vedtægtsændring kræver at 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for.

 

§ 4, stk. 5: Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue: Vedtaget.

 

§ 5, stk. 3: Om ”tyveri” af foreningens vand, som kan pålægges gebyr på kr. 2.500 samt pantekrav: Vedtaget.

 

§ 6, stk. 3: Tilføjes hæk og stakit: Vedtaget.

 

§ 6, stk. 5: Om fuglehold i foreningen med udgangspunkt i Hvidovre Kommunes reglement, dog med undtagelse af tilladelse til at holde hane: Vedtaget med 33 stemmer for, 1 imod.

 

§ 6, stk. 6: Om badebassiner størrelse, om påbudt renseanlæg og om påbud af aftapning inden for egen have: Vedtaget.

 

§ 7, stk. 1: Om vejsyn ca. den 1. juni og opfølgning ca. den 1. juli: Vedtaget.

 

§ 7, stk. 2: Om betaling af omkostninger ved arbejde udført for ejerens regning samt tinglysningsret: Vedtaget.

 

§7, stk. 3: Om gebyrforhøjelse for tilsendelse af anbefalet brev: Vedtaget.

 

§ 11, stk. 1: Om udvidelse af bestyrelsen fra 3 til 5 medlemmer: Vedtaget.

 

§ 11, stk. 2-3: Om bestyrelsens sammensætning og konstituering: Vedtaget.

 

§ 11, stk. 4: Om ægtefællers og samleveres valgbarhed i foreningen: Vedtaget.

 

§ 11, stk. 6: Om bestyrelsens protokolpligt: Vedtaget.

 

§ 11, stk. 7: Om bestyrelsens vederlag, som først udbetales efter afholdelse af den ordinære generalforsamling: Vedtaget.

 

§ 11, stk.. 9: Om repræsentanten for pensionistlejerne, som skal tilsendes bestyrelsens referater og som efter behov kan deltage i bestyrelsesmøder: Vedtaget.

 

§ 12, stk. 1-2: Om påtegning af regnskabet: Vedtaget.

 

 12, stk. 3: Om regnskabets revision af ekstern revisor og af de to interne revisorer: Vedtaget.

 

§ 13, stk. 2: Om indkaldelsen, som også skal indeholde budgetforslag og alle forslag fra medlemmer og bestyrelsen: Vedtaget.

 

§ 13, stk. 4, 4: Tilføjes budgetforslag: Vedtaget.

 

§ 13, stk. 4, 7: Tilføjes valg af revisor: Vedtaget.

 

§ 13, stk. 6: Forlag til ordinær generalforsamling skal være bestyrelsen i hænde senest den 15. februar før generalforsamlingens afholdelse: Vedtaget.

 

Ordensreglementet:

Ordensreglement: Overskriften ændres til Ordensforskrifter: Vedtaget.

Punkt 1: Om pligt til at have en postkasse. Vedtaget.

Punkt 9: (forslag fra Carsten Aggerholm) Græsslåning og brug af støjende maskiner bør ikke foretages efter kl. 15.00 på søn- og helligdage. Vedtaget.

 

6. Valgt til bestyrelsen

Bestyrelsesmedlem valgt for to år: Knud Christensen

Bestyrelsesmedlem efter behov valgt for to år: Christence Danker

Bestyrelsessuppleant valgt for to år: Laila Auerbakken

Intern revisor valgt for to år: Finn Madsen

Suppleant for pensionistlejerne: Ingen valgt

Bestyrelsesmedlem valgt for et år: Jens Vingaard Larsen

Bestyrelsesmedlem efter behov: Ingen valgt

Intern revisor valgt for et år: Randi Andersen

Repræsentant for pensionistlejerne valgt for et år: Ole Per Knudsen

 

7. Eventuelt:

Intet.

 

Maj 2005, referent Birgit Hansen